Det alternative CV



Et kunst-CV udtrykker en eller flere fortidige begivenheder, som føres ind i nutiden og derefter lægges til grund for... ja, for hvad?

For mig er fortiden ikke betydningsfuld i denne henseende. Fortiden er forbi, og lægger ikke nødvendigvis grunden til fremtiden. 

Har jeg malet et eller flere gode malerier i ét år, siger det ikke noget om de efterfølgende maleriers kvalitet, som er helt afhængige af, om jeg kan udtrykke min inspiration og intetention på lærredet i lige præcis det øjeblik, hvor maleriet males.

Dét der betyder noget, er om du bliver positivt oplivet af, hvad du ser foran dig. Lige nu.

Du vil derfor ikke finde et traditionelt kunst-CV på mine sider. Derimod vil jeg dele en vision med dig, som jeg havde, da jeg en dag i Grønland -  i stilhed - stod foran det tomme hvide lærred, og forberedte mig på, at "gå ind" i feltet og male derfra.  Det kan du læse, hvis du har lyst.


 

Her gælder det om at stå helt stille  -  

Please stand still


Hvem er jeg?

 

Jeg står i hulen. Den er halvmørk, og jeg har tændt ild for bedre at kunne se derinde. Hulen er stor og dyb. De knudrede klippefremspring breder sig sammen med de store klippeflader rundt om mig. Hulen fortaber sig i mørket, der hvor den fortsætter bagud i nye grotter.

Kvinden, mine tre børn samt to af mine mandlige stammefrænder er med mig. De to ældste børn leger ved ilden med nogle gamle dyreknogler. En af dem tegner i den tørre og løse jord med en pind, så støvet rejser sig i små brune lave skyer. Deres mor sidder roligt sammen med dem, og giver den yngste bryst. Varmen fra ilden breder sig i hulen. De to mænd er i gang med at blande de farver, jeg skal bruge til mit maleri på den rå klippevæg. Kridt, kul, jern, mangan og okker blandes hver for sig og sammen med dyrefedt, vand og blod fra en nyligt nedlagt okse.

Jeg ser grundigt på klippefladen. Før jeg starter på at male uroksen og vildhestene, vil jeg gøre noget specielt. En af mændene smider mere tørt brænde på bålet, der er skråt til højre bag mig. Ilden flammer knitrende op, og lyset danser en lys- og skyggedans helt op under hulens loft. Hvem er jeg

Og nu ser jeg det. Dér - lige dér - er det helt rigtige lille stykke klippeflade. I min højre hånd har jeg min røde farve, blandet til en tynd konsistens i et stykke skålformet bark. 

Jeg lægger min venstre hånd på klippen, og mærker den glatte kølige klippeflade mod min varme håndflade. Jeg velsigner klippen. Vi véd at den er levende, som alt er det. Og så puster jeg farven, jeg har taget i min mund - hårdt ud over min hånd og klippen rundt omkring den. Jeg mærker den behagelige svage varme, som farven har fået fra min mund.

Den røde farvestøvsky lander på håndryggen, og rundt omkring hånden på klippen, og farver den rød. Jeg puster hårdt igen, og klippen rundt omkring hånden farves nu mere rød. Jeg véd, at når jeg om lidt løfter min hånd, vil dens perfekte aftryk stå malet på klippen. Men jeg løfter ikke hånden.

Tiden går i stå, mens jeg kigger ind i klippen, hvor ildens lys og skyggerne danser deres evighedsdans.

Musikken er parat. Jeg står foran mit store hvide lærred opspændt på blindramme, og anbragt på mit staffeli. Jeg vil male et nyt maleri. Som sædvanlig farer mange forskellige motiver gennem mit hoved, og bevæger mit sind, på samme måde som musikken om lidt vil gøre det. Jeg véd, at jeg bare må starte, og så vil et nyt og sandsynligvis helt anderledes motiv begynde at tage form. 

Jeg skal bare gå helt ind i mig selv, og glemme hvor jeg er. Danse og male derindefra, uden at tænke i nogle timer, lægge lærredet på gulvet, bryde linjerne, smøre farverne ud, bare gribe, hvad jeg intuitivt griber først af farver, pensler, svampe og paletknive, hurtigere end jeg kan tænke bevidst, og så vil det komme af sig selv. Pludselig som ved magi vil formerne vise sig, og mange gange med motiver, jeg har tænkt på måneder eller længere i forvejen.

Jeg lukker øjnene et øjeblik. Lægger håndfladen på lærredet for lige at mærke det, for lige at give det noget af mig, inden jeg går i gang, og det hele bliver en udvidelse af mig.

Og pludselig. Så er han der. Jeg mærker hans håndflade med den røde farve rundt om, presse sig fast mod min. Jeg mærker varmen fra hans hånd. Det er som om, jeg står foran en rude, hvor jeg kan se håndfladen med farvepletter presset fladt mod den, op mod min hånd. Jeg ser ind i den halvmørke hule - gult oplyst af bålets rolige flammer, som kastes op på klippefladerne. Kvinden ved ilden, med det diende barn ved brystet, kigger opmærksomt i retning mod mig, som om hun ser mig og så alligevel ikke. De to børn ved ilden bemærker ikke noget i deres leg. To mænd sidder i nærheden, optaget af at røre i nogle barkskåle.

Han og jeg står håndflade mod håndflade. Han kigger direkte ind i mine øjne. Mine blå øjne møder hans brune. Jeg suges svimlende ind i dem. Den usynlige tidsvæg på 23.000 år forsvinder i det øjeblik.

Han lever stadig sit liv der, og står lige nu parat til at male, det han føler, og intet andet, på den rå klippeflade. 

Og jeg står her, i det samme tidløse øjeblik, for at male, mine følelser på det hvide lærred, som den jeg er og intet andet. Jeg er den samme for 23.000 år siden, og nu.

Så hvis du spørger, hvem jeg er? 

Så vil jeg sige: 

Jeg er ham, der sætter sit håndaftryk i hulen, for det du kalder 23.000 år siden. Og jeg er den samme, der står her. I det samme tidsløse nu. Og jeg maler stadig væk med den samme indre energi årstidernes og motivernes skiftende udtryk på klippens rå væg og på det hvide lærred.

Det er den:            JEG ER

Og det er også mit Livs CV - på én gang meget enkelt, og samtidig meget omfattende.